Radiator

Søren Assenholts installation Radiator er det tredje i rækken af nyere arbejder, hvor begrebet analogi er omdrejningspunktet. Som i Assenholts forrige værker er analogien først og fremmest til stede på det konkrete, fysiske og visuelle plan mellem et hverdagsobjekt, i dette tilfælde en termostat, og dennes gengivelse i træ. Men analogien er også til stede på et højere, immaterielt plan, som ligger udover det umiddelbare sammenlignelige. På denne måde synes værket ved nærmere undersøgelse, at åbne op for eller blotlægge væsentlige strukturer for den virkelighed, der omgiver os, og det samfund, vi lever i. Samtidig reflekterer værket over vores måde at skabe erfaring på gennem oplevelse d.v.s. den erkendelsesmæssige proces, som via en sanselig erfaring fører fra ubevidsthed og uvidenhed til bevidsthed og erkendelse. Assenholt har selv udtalt, hvorledes han personligt er nysgerrig af natur og derfor har en naturlig interesse i at undersøge den menneskelige erfaringstilegnelse.

Helt afgørende for Radiator, som blev udstillet på galleriet Koh-i-noor i København, marts 2007, var således værkets relation til det publikum, som valgte at betragte og opleve værket. Det var beskueren, som med sin medbragte erfaring, sit engagement og sin vilje til fordybelse afgjorde, hvor meget værket skulle åbne sig op og fortælle - således også for undertegnede. Efter min personlige oplevelse af værket og efter en uddybende samtale med kunstneren, synes jeg det giver mening at tale om publikums tilgang til værket som et processuelt forløb, hvorigennem beskuerens oplevelse og erfaring udvikler sig og gennemløber forskellige stadier.

Helt konkret var den sanselige, kropslige erfaring udgangspunktet for oplevelsen af værket - det første, man som publikum mødte ved ankomsten til galleriet, var en overdreven varme, som strømmede ud fra stedets radiator. I min samtale med Assenholt talte vi om denne første oplevelse - varmen som et udgangspunkt for beskueren eller som den indledende ramme omkring værket. Assenholt påpegede, hvorledes den kropslige erfaring ofte vil reagere hurtigere end den bevidsthedsmæssige, hvorfor beskueren til at begynde med sandsynligvis blot vil registrere varmen frem for at reflektere over dens ophav. Den første ramme omkring værket må dog uundgåeligt udvide sig eller flytte sig i det øjeblik, beskuerens refleksion eller undren over den høje temperatur afløser den simple registrering. I mit eget tilfælde skete der et fokusskift i min oplevelse efterhånden, som jeg blev bevidst om, at varmen i rummet var unaturlig, og at noget derfor var anderledes end normalt. Frem for blot at acceptere varmen begyndte jeg at søge dens årsag, hvilket først førte mig til radiatoren og dernæst termostaten. Først på dette stadie opdagede jeg, at den rigtige termostat var udskiftet med en kopi i træ, men det interessante var, at jeg ikke i første omgang tænkte, at det kunne have indflydelse på radiatorens funktion. Min erfaring sagde mig, at termostaten fungerede som regulator af den varme, radiatoren udsendte, og min første indskydelse var derfor, at den var skruet for højt op. I vores samtale reflekterede Assenholt over denne umiddelbare tro på termostatens funktionsdygtighed. Vores erfaring med og forventning til termostatens kunnen er indlejret i vores bevidsthed i en sådan grad, at vi ved første øjekast vil tildele kopien i træ - analogien - de samme karakteristika og egenskaber som en rigtig termostat - både form- og indholdsmæssigt. Assenholt karakteriserer således termostaten som et performativt objekt, som for beskueren agerer noget, det i virkeligheden ikke er. Som han selv formulerer det, indlever beskueren sig i termostatens skuespil og bliver dermed en del af hans, kunstnerens iscenesatte rum. Men værket overskrider på sin vis sin egen illusion. Det er nemlig ikke interesseret i at fastholde beskueren i troen på analogiens egenskaber. Konstruktionen eller det fiktive element tydeliggøres derfor i den tegning, som Assenholt har valgt at placere ovenover radiatoren, og som viser tværsnittet af en rigtig termostat. Her påpeges det med al tydelighed, at kopien i træ aldrig ville kunne indeholde samme kompleksitet og funktionsdygtighed som en rigtig termostat.

For at beskrive kompleksiteten eller termostatens struktur, har Assenholt lånt en analogi fra virkelighedens verden nemlig Montesquieus velkendte tre-delte magtstruktur, som vores samfund er bygget op omkring; den lovgivende, dømmende og udøvende magt. I forhold til termostatens indre konstruktion eller struktur repræsenteres den lovgivende magt af beskueren eller brugeren, som har magt til at bestemme, hvornår radiatoren skal aktiveres; den dømmende magt repræsenteres af termostatens autoritet eller magt til at bestemme, hvornår der er tilpas varmt, og den udøvende magt repræsenteres af radiatoren, hvis funktion eller magt dog er betinget af termostatens regulering. Personligt blev tegningen omdrejningspunktet for oplevelsen af værket, idet træ-termostatens dysfunktionalitet her blev tydeliggjort. I forhold til en rigtig termostat var kopien mangelfuld - et primitivt, bearbejdet objekt i træ, som kun formmæssigt var analog til en rigtig termostat - ikke indholds- eller funktionsmæssigt. På dette stadie begyndte jeg som beskuer for alvor at blive bevidst om den årsags-virkningssammenhæng, som er indlejret i oplevelsen af værket. Årsagen til varmen i rummet var pludselig fundet; den relaterede sig til termostatens dysfunktionalitet, som den var en reaktion på. Hvor varmen i begyndelsen udgjorde rammen omkring værket, var det nu træ-termostaten - årsagen til den høje temperatur, som blev fokuspunktet eller kernen i oplevelsen af værket.

For mig at se er Radiator et bevidsthedsudvidende værk, som søger at involvere beskueren aktivt i betydningsdannelsen. Med udgangspunkt i de forudsætninger alle mennesker har - sanserne, åbner værket op for en række refleksioner og erkendelser, der vedrører den måde, hvorpå vi tilegner os erfaring og opnår erkendelse ved at sætte ting og oplevelser i relation til hinanden i en årsags-virknings-sammenhæng.

Men samtidig giver værket også beskueren mulighed for at blive opmærksom på de relationer, vi selv som individer indgår i i vores daglige omgang med hinanden og hverdagens fænomener. For hvad betyder det egentlig for vores erkendelse og forståelse af verden og vores egen position heri, når et hverdagsobjekt som en termostat bliver udskiftet med en kopi eller analogi i træ? Som allerede nævnt, bliver vi først og fremmest opmærksomme på den kompleksitet eller indviklede struktur, som ligger til grund for noget så velkendt og almindeligt som en termostat. Men vi bliver samtidig bevidste om vores egen rolle i forhold til termostaten - vores interaktion med den, i det øjeblik vi benytter og aktiverer den. Vi indgår altså i en relation med termostaten, hvor vi som brugere udgør et led i en større sammenhæng. Det er denne sammenhæng eller struktur, som Assenholt forsøger at påpege gennem analogien til den tre-delte magtmodel. Med brugen af denne analogi synes værket således at reflektere over, hvad magtstrukturer er, og hvordan de kommer til udtryk i vores hverdag. I vores samtale påpegede Assenholt, at hvor der er en social relation, er der altid en magtrelation. Forskellige magtstrukturer er derfor til stede overalt i vores hverdag og i vores sociale omgang med hinanden, uden at vi nødvendigvis tænker over det. Således udgør termostatens indre logik altså også en form for magtstruktur, som vi som brugere nødvendigvis indgår i og anerkender som noget naturligt.

Det er ingen tilfældighed, at Assenholt har valgt termostaten som eksempel på et hverdagsobjekt, der i forholdet til brugeren determinerer en magtstruktur. I Danmark har man nemlig ved lov vedtaget, at alle radiatorer skal reguleres af en termostat. Således har man altså fra højeste, lovgivende instans bestemt, hvorledes noget så alment som at tænde for varmen, skal være betinget af en struktur, hvor en styrende kraft regulerer varmeudslippet. På denne måde eksemplificerer Assenholts termostat med sin konstruktion, hvorledes forskellige magtstrukturer- og relationer er til stede på selv det mindste, almene niveau, og hvordan vi ofte ubevidst efter vane, konvention og lovgivning efterlever og anerkender dem nærmest som grundvilkår for vores eksistens.

Man kommer her til at tænke på Michel Foucault som teoretiserede over magtstrukturer og magtudøvelse i det moderne samfund. I følge Foucault er statens regulerende og disciplinerende magt indlejret i forskellige samfundsmæssige instanser, som etablerer et kodeks eller en række konventioner, ethvert individ bør efterleve. Magtudøvelsen er således ikke tydelig men usynlig, idet den gøres til en vane eller en norm, man overbeviser sig selv om, at man må rette sig efter, hvis man ønsker at være en del af det normaliserede samfund. Det er nærliggende at betragte Radiator som et værk, der netop stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt og rigtigt eller forkert og afvigende. Den magtstruktur, som er indeholdt i en rigtig termostat, opløses og nedbrydes i Assenholts installation p.gr.a. den funktionsløse analogi i træ. Som Assenholt selv karakteriserer det, bliver den dømmende magt frataget sin intelligens, hvorved radiatorens udøvende magt får frit spil. Resultatet er som sagt en overdreven og uhæmmet varme, som fuldstændig bryder med vores forventning til, hvad der er normalt. Beskuerens umiddelbare reaktion er derfor naturligt nok, at nogen må have skruet for højt op for varmen og altså ikke har forstået termostatens logik eller formået at rette sig efter dens regulerende evner. Ved således at bryde med konventionerne for, hvad der betragtes som normalt, blotlægger Radiator interessante strukturer for den måde, hvorpå vi forstår og oplever verden, og man kan ikke undgå at reflektere over, hvordan vi altid bedømmer tingenes sammenhæng ud fra et på forhånd konventionelt, defineret grundlag.

Radiator er visuelt og formmæssigt et lille værk, som dog åbner op for store overordnede refleksioner. Installationen inddrager og iscenesætter hele rummet, så beskueren ikke kan undgå at blive en del af værket og i kraft af sin tilstedeværelse og aflæsning at være med til at give det betydning. Assenholts værk lægger en række spor ud, som beskueren gennem sin fysiske, sanselige og aktive deltagelse har mulighed for at afkode og sætte i sammenhæng. I den forstand lægger Assenholts værk sig i forlængelse af en udbredt tendens inden for samtidskunsten, som betoner vigtigheden af det relationelle og dialogbaserede forhold mellem kunstværk og beskuer. Radiator udfordrer således det traditionelle kunstværk ved at overskride dets rammer og invitere beskueren indenfor til en dialog om det, der vedrører vores private og almene liv. Herved udtrykker værket den nødvendighed, som samtidskunsten har i forhold til samfundet, idet den kan fungere som et kommunikationsmiddel, der etablerer kontakt beskuer, værk og mennesker imellem.


Karen Elsebeth Jensen
BA i Kunsthistorie