- - Allan Thornhill, 2008
- || -
Billedskærerværktøj. Det er det vi
leder efter. Schweizisk billedskærerværktøj af mærket
Pfeil, nærmere bestemt. Og vi leder på Vestfyn. Vi drejer
ind på en gårdsplads bag et gult hus, og banker på døren
til værkstedet i udhuset. Vi træder ind under mandshøje
krucifikser, eksempler på snøller, studier til ansigter og
øvelser i hår-fald; alt sammen snittet i lindetræ. Takket
være Pfeil og et par gode hænder. Da vi kører et par timer
senere har Søren fået nye jern.
Jeg undskylder på forhånd det anekdotiske, underligt
romantiserende, måske endda unødigt hyggelige anslag om
værktøj. Men jeg har beholdt det i teksten med det håb, at
en håndværker skulle have fundet tid til at sidde med dette
katalog i hænderne. Han eller hun vil vide at det er værd
at nævne når man får nyt værktøj; det er en glædelig
begivenhed.
Improvisation er svært. Det er en konkret manifestation af
et af de mest paradoksale forhold i menneskelivet;
fornemmelsen af metafysik i fysikken. Man skal have et
solidt fundament; kende sine akkordskemaer, sine skalaer,
sin teori og sin praksis. Og så skal man huske at glemme
det. Det drejer sig om at holde fast samtidigt med man
giver slip; man kan hverken have kontrol eller ej. På den
ene side; forberedelsen, fagligheden, håndværket,
overvejelserne, planen, ens banalt menneskelige
forfængelighed - formålet. På den anden; intuitionen, det
henkastede, målløsheden, fornemmelsen, udforskningen, den
magisk overmenneskelige frygtløshed – legen. Ydermere
minder jeg om at de plastiske kunstarter ikke har muser;
muserne holder sig til sangen, dansen og digtningen (og
astrologien, men lad det nu fare)... Man har, i hvert fald
hvis grækerne står til troende, således været mere eller
mindre alene som skulptør i nogle tusinde år. Værkstedet er
ingen scene. Og materialet er langsomt. Træ skal stryges
med årene for at give efter for de kommanderende klinger;
endnu mere så hvis det selv skal kommandere de eftergivende
klinger.
Ikke desto mindre var det det Søren fortalte mig at de
schweiziske jern skulle: improvisere. Stå i midten af det
rum der forbinder kontrol og kaos, og hugge så spånerne
ville flyve. Flyttes til Congo i en kasse af lindetræ og
der indfri håbet om at erfaringen og intuitionen sammen
kunne føde et holdbart udsagn. Med vilje.
Martin Rauff